Går du med en drøm, du gerne vil udleve eller, er du utilfreds med et område af dit liv, det kan være dit job eller dit parforhold – hvorfor så ikke tage et skridt mod at ændre på tingene allerede i dag!
Når jeg enten coacher, eller har en astrologisk konsultation, så stiller jeg tit følgende spørgsmål: ”Hvis jeg nu knipser med fingrene, og der er gået 5 år, og du er fortsat af den sti, du er på nu, vil du så være glad og tilfreds – lykkelig?” Det kan være indenfor hvilket som helst område af dit liv, der er oppe og vende, parforhold, job, bolig, økonomi etc.
Det kan nemlig være svært, når du egentlig ikke er direkte utilfreds, at ændre på tingene. Men hvis du pludselig har brugt 5 år af sit liv på noget, du på den anden side heller ikke er glad eller tilfreds med, kan det virke som et stort spild og på den måde initiere handling.
På min coachuddannelse hos Sophia Manning brugte hun udtrykket ”mellemtilfreds” det er den tilstand, hvor tingene jo egentlig går meget godt, den ene dag tager den anden, og du er hverken tilfreds eller direkte utilfreds. Men er det godt nok? – det kan det være for nogle, men ikke hvis du helt basalt ønsker, at få det bedst mulige ud af den tid du reelt har her, uden ”bare” at lade dagene gå.
Tag dig tid til et øjeblik at tænke 5 år frem, hvis du stadig er i det parforhold du er i nu, vil du så være lykkelig og glad, eller er der noget, der skal ændres? – hvad med jobbet eller dit helbred? Hvis dit svar ikke er positivt, så tag et skridt i dag for at ændre på det, det er trods alt dit liv!
